Beretning

logo

Politipensionisternes Landsforening har nu over 2000 medlemmer, og her i Nordjylland er vi i dag 208, hvilket er en fremgang på 29 i det seneste år.

Da vi startede, havde vi ikke regnet med, at det blev nødvendigt med en økonomi i foreningen. Men det kan ikke gøres helt gratis. Efter ansøgning har foreningen fået ”starthjælp” på 5.000 kr. fra Nordjyllands Politiforening, Hvilket bevirkede, at vi bl.a. fik mulighed for at være repræsenteret ved formand Børges 60 års dag på Pg. Og ved Elsa & HJP.s guldbryllup. Sidstnævnte var lidt specielt og skyldes, at HJP har gjort et meget stort arbejde både lokalt og i PL.

Da vi nu har lidt at gøre med, besluttede vi på sidste bestyrelsesmøde, at der i lighed med landsforeningens regler, kan udbetales kørepenge efter laveste off. Transportpris, til bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Hvis man f.eks. skal fra HJØ. Eller FRH.til møde i Aalborg. Samtidig blev det pointeret, at hvis flere skal af sted, skal der ske samkøring.

Jeg vil gerne pointere, at der IKKE bliver tale om kontingent til denne forening.

Som det er alle bekendt, fik vi en ret pæn pensionsfremgang (på 3,74% pr. ¼ 2008 – svarende til ca. 572,- kr. til lønramme 28 pensionister), selv om det ikke var det, vi havde ”forlangt”, og heller ikke det, som den almindelige lønudvikling skulle have medført.

Desværre ”solgte” Politiforbundet, som jo er vores forhandler vores berettige krav, mod at finansministeren udsatte et ønske/krav fra staten, om at afgangsalderen skulle være højere. Dette forslag bliver sikkert fremsat i 2010-11, hvor der skal forhandles løn og pension igen.

Inden da får vi en forhøjelse på 1,02 % her pr. 1/4 og 0,65 % pr. 1/11 i år, og 1.april 2010 får vi 2,40 %. Disse tre forhøjelser giver knap det samme, som vi fik pr. 1. april 08. Umiddelbart lyder det måske af meget, at vi får en pensionsfremgang på mere end tusind kroner pr. måned, men pris- udviklingen i de foregående 3 år, og den måde løn, skat og afgifter skal reguleres på i den kommende tid, kan godt give en lidt bange anelser. Nedsat topskat, frynsegoder og forhøjelser af afgifter, tæller ikke i det løntal, som skulle give os kompensation for stigninger i leveomkostningerne. De forhandlinger, som nu går i gang omkring afskaffelse af mellemskat, højere grænse for topskat, og ikke mindst, hvordan det skal finansieres bliver spændende at følge. Der er dog flere partier, som siger, at det ikke må gå ud over pensionisterne.

Nå! Det er heldigvis ikke sort det hele, som jeg har omtalt i nyhedsbrevene, har PL. været på stikkerne lige siden de øvrige forbund (trods vores nej)stemte ja til overenskomsten. PL. og Statspensionisternes Centralforening ved formand Jørgen Fischer arbejder hårdt for at gøre opmærksom på vores berettige krav. Jørgen Fischer er ikke den, der smider håndklædet i ringen. Allerede på PL.s generalforsamling i Århus i april 2008 gjorde han i utvetydigede vendinger Peter Ibsen bekendt med, at vi var meget utilfredse med hans håndtering af vores krav, og Jørgen Fischer har siden fremsat ønske om, at vi bliver direkte repræsenteret ved fremtidige forhandlinger.

JF har også skrevet til det Centrale Forhandlings Udvalg og bedt om at blive direkte repræsenteret sammen med de fire centralorganisationer i alle forhandlinger, som vedrører pensionsspørgsmål. JF har bl.a. henvist til et akt-stykke fra Finansministeriet fra 1994 (hvor finansministeren hed Mogens Lykketoft), hvori der står ”Det bemærkes, at de viste pensioner er i 1993 tal, og at de naturligvis vil stige i samme takt som lønudviklingen på arbejdsmarkedet”.

JF har i december skrevet til stats- og kommunalt ansattes forhandlingsfællesskab og fremsat forslag om, at arbejdes for en ændring i Lov om Tjenestemandspension, så § 27 får følgende formulering: Finansministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet procentregulering af pensioner og efterindtægt af pension, jfr. Kapitel 2-6, svarende til, hvad der er afsat til lønformål på det offentlige område. Hvis vi kan få det gennemført, vil der ikke hver gang skulle diskuteres om, hvor meget pensionerne skal stige.

Det, at vi er blevet over 200 medlemmer i kreds Nordjylland, bevirker, at vi foruden formanden kan have 5 delegerede til Landsforeningens generalforsamling den 31. marts i Roskilde. Valg af dem kommer vi til senere.

Et af punkterne på den generalforsamling et forslag om, at kredsforeningerne skal have tilskud til driften. Hvis det gennemføres vil det blive 1.000 kr. for hver 100 medlemmer plus 10 kr. pr. medlem. Det vil sige, at foreningen her vil få 4.080 kr. om året med det nuværende medlemstal.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke Jer alle for støtten til foreningen. Også en stor tak til bestyrelsen for godt arbejde her i det første år.

Finn T. Iversen, formand.

Telefon 20 25 20 50 – www.politipensionister-nordjylland.dk
Mailadresse: politipensionisternordjylland@gmail.com